Et gavlmaleri
om håb og nye begyndelser

På Frederikssundsvej – en af de store indfaldsveje til København – skabte Institut for Urban Kunst et 19 meter højt gavlmaleri i samarbejde med UNHCR og EU.

Projektet var en del af en kampagne om EU’s støtte til mennesker på flugt. Selvom værket havde et klart formål, var det afgørende for os at holde kunsten i centrum og skabe et maleri, der kunne fungere som et stærkt og selvstændigt kunstværk i byens rum.

Et værk udviklet i dialog
En vigtig del af projektet var at finde den rigtige placering til værket. Institut for Urban Kunst stod for kuratering af lokationen samt koordinering mellem naboer, kommune og de involverede organisationer.

Under udviklingen af motivet mødtes vi med en række herboende flygtninge. Formålet var både at høre deres perspektiver og at sikre, at værket ikke blev en stereotyp eller stigmatiserende fremstilling af livet som flygtning. Det var vigtigt for os, at maleriet føltes inkluderende og respektfuldt.

Motivet viser en familie, der er i gang med at bygge et nyt liv. I baggrunden anes sporene af en ødelagt verden, mens forgrunden rummer lys, varme og nye begyndelser. En plante, der bliver vandet, fungerer som symbol på genopbygning, tålmodighed og håb.

Under maleprocessen stoppede mange forbipasserende op for at følge arbejdet. For os var det særligt betydningsfuldt at opleve, hvordan flere indvandrerkvinder følte sig repræsenteret i motivet – en gruppe der ofte er underrepræsenteret i kunst i det offentlige rum.

Det færdige vægmaleri står i dag som et markant kunstværk på en af Københavns mest trafikerede gader og indgår samtidig i en international kampagne, der synliggør EU’s støtte til mennesker på flugt.

Løsning / Effekt:

  • 19 meter højt gavlmaleri på Frederikssundsvej i København

  • Kunstprojekt om håb, værdighed og nye begyndelser

  • Samarbejde mellem IFUK, UNHCR og EU

  • Dialog med herboende flygtninge under skitseprocessen

  • Kunst i det offentlige rum med international synlighed